Kulturnatten på SMK: Familiehistorier i kunsten

13. okt. 2017
18:00 - 23:59

Kulturnatten på SMK sætter i år spot på familien. Oplev efterårets store særudstilling Gillian Wearing – Family Stories, tag med på skarpvinklede art talks, spis familiemiddag ved langborde og tegn din egen familie.

Gillian Wearing – Family Stories
Gå på opdagelse i udstillingen Gillian Wearing - Family Stories. I sine værker dokumenterer hun private fortællinger, undersøger familiekonstruktioner og udforsker grænserne mellem det private og det offentlige. Hendes nyeste værk En rigtig dansk familie- en 1:1 bronzeskulptur af en dansk familie - bliver afsløret i Museumshaven kl. 15.00
Kl. 18.00-00.00

Art talks om Gillian Wearing og Family Stories
Hele aftenen kan du også tage med på korte, skarpvinklede omvisninger, der introducerer dig til udstillingen Gillian Wearing – Family Stories og giver et indblik i Wearings kunstneriske praksis og familiebegrebet. 
Kl. 18.00-00.00

Ekspert talk: Bag kulisserne
Kom med bag kulisserne på museets nye, store særudstilling Gillian Wearing – Family Stories, når udstillingens kurator, Marianne Torp, løfter sløret for, hvordan udstillingen er blevet til, og direktør for Kunsthal Aarhus, Jakob Fabricius, fortæller om processen bag Gillian Wearings nye værk, der står i Museumshaven; skulpturen En rigtig dansk familie. 
Talk med Jacob Fabricius kl. 18.00
Talk med Marianne Torp kl. 18.30

Samtalesaloner om familieformer
Hele aftenen kan du lytte med, når forfatter Kristina Nya Glaffey og journalist Anders Haahr undersøger emner som fravalg af børn, mænd på barsel, regnbuefamilien, adoption og kernefamilien som institution midt i kunsten.
Kl. 18.30-23.00

Art talks for store og små
Tag med museets kunstformidlere på art talks rundt i museets faste udstillinger. Hele aftenen udforsker vi, hvordan familien er blevet skildret i kunsten gennem tiden – i både voksenomvisninger og omvisninger i børnehøjde. 
Kl. 18.00-00.00

Med direktøren på omvisning 
Tag med SMK’s direktør Mikkel Bogh på opdagelse i museets faste udstillinger, hvor han stiller skarpt på familieportrætter i kunsten.
Kl. 21.30

Børnenes Værksted: Familieskulpturer
I Børnenes Værksted laver vi familieskulpturer.Her kan man både kreere sin egen familie, andres familier og fiktive familier. Mor, bror og farfar kan også slå de kunstneriske kræfter sammen og skabe en fælles familieskulptur.
Børnenes Værksted kl. 18.00-23.00

Børnenes Værksted: Familieportrætter
Også i Skulpturgaden inviterer vi til tegneworkshop, hvor man overfor hinanden tegner hinandens ansigter og kroppe.
Ved robotterne i Skulpturgaden kl. 18.00-23.00

Familiedans
Museets scene er forvandlet til et kæmpe dansegulv med farvet lys og diskokugler. På storskærmen viser vi værket Family Sha-la-la af Lilibeth Cuenca Rasmussen og inviterer alle til at danse med på museets store scene. 
På Scenen hver time fra 19.00 til 23.00

Portræt af dig og din familie
Få taget dit eget familieportræt i museets forhal og få poloraidet med hjem.
Forhallen kl. 18.00-22.00

Familiemiddag
Brug for en pause? Tag et hvil i museets café, hvor der i aftenens anledning er familiemiddag ved langborde.

Caféen kl. 18.00-00.00
Kulturpasset kan købes på museer i København og på Frederiksberg eller hos 7/11 i Hovedstadsområdet.