Nairy Baghramian

7. dec. 2017 - 2. apr. 2018

Kunstneren Nairy Baghramian har skabt et værk særligt til x-rummet på SMK. Et stort skulpturelt værk i mælkede, semi-transparente former, der balancerer på høje, skinnende ben.

Oplev udstillingen SÅ LÆNGE DET VARER* i x-rummet på SMK – et helt nyt projekt af den internationalt anerkendte, tyske kunstner Nairy Baghramian. 

Inspireret af en ikonisk gitterkonstruktion fra udstillingsstedet The Renaissance Society på University of Chicago, har kunstneren produceret en installation særligt til SMK.

I forbindelse med en renovering af The Renaissance Society i 1979 tegnede arkitekten John Vinci det markante loftsgitterværk til den store udstillingssal. 

I dag er konstruktionen taget ned, og Nairy Baghramian har fået et stykke af gitterværket, som hun har rekonstrueret i træ og afstøbt i silikone. Hvad der oprindeligt var en solid, bærende gitterkonstruktion i metal, er nu transformeret til bløde former, der skrøbeligt balancerer på spinkle ben.

Læs mere om udstillingen.